Rovdyr
Rovdyr er økologisk set alle de dyr, som lever af at æde andre dyr,
og pattedyrene er langt fra de eneste, som har kødædende grupper.
Rovdyr findes blandt amøber og nematoder over bløddyr (snegle og
blæksprutter f.eks.) til leddyr (edderkopper, insekter og krebsdyr f.eks.),
fisk, padder, krybdyr og fugle. Også parasitter regnes i princippet som
rovdyr.
Rovdyr i økologisk lys
Rovdyrets gevinst er, at de udnytter en niche, der består af næringsrige
byttedyr. Dets ulempe er, at dyrene først skal findes og derefter fanges
og dræbes, noget der alt sammen kræver et stort energiforbrug. Rovdyrene
ligger altså under for en ubønhørlig kalkyle: giver det
energimæssigt overskud at jage byttet, eller er det mest fordelagtigt
at lade det løbe?
Dette grundvilkår gør også, at der kun er meget få
rovdyr, som har specialiseret sig på at jage andre rovdyr. Antallet af
byttedyr er meget lille, så det kræver lange, opslidende jagter
at finde og nedlægge føden, og dertil kommer, at byttedyrene er
i stand til at forsvare sig. Derved kan et enkelt lille sår fra en ellers
vellykket jagt blive katastrofal for den, der lever af rovdyr.